IT-konsulent Viggo Christiansen startede i Sparekassen Thys edb-afdeling den 21. august 1995.

Han er oprindeligt udlært Radio/TV-mekaniker hos Arne Svendsen i Thisted i 1979. Forud for ansættelsen i sparekassen var Viggo Olivetti-servicetekniker i Nordvestjylland og supporterede IT-systemer i sparekasser, posthuse, kommuner m.fl. 

Udviklingen på IT området har været eksplosiv, og jobbet i sparekassen har budt på mange forskellige opgaver gennem tiderne. Installationer, reparationer, telefoni, netbank, hjemmesider, support, forretningsgange og meget andet.

IT, som afdelingen hedder i dag, servicerer alle sparekassens filialer og afdelinger fra hovedsædet i Thisted. 

Viggo har Akademiuddannelse i Informationsteknologi, men ellers er det de naturlige evner og nysgerrighed, der har holdt ham ajour med udviklingen indenfor IT.

Viggo og hans hustru Lene bor i Sennels. De har to døtre. Viggo er en dygtig violin- og guitarspiller og har spillet i mange bandsammenhænge. Blandt andet i sparekassens husorkester "Nissebanden". I dag er det Thy Folklore og Wild Rose Countryband, der har glæde af Viggos musikalske evner.

Musikken fylder meget, men ellers er fritiden fyldt med gå- og cykelture og samvær med døtre, svigersønner og de to børnebørn.