Medejer Frederik Holm Madsen med træ der er bearbejdet af de nye maskiner fra Italien

Fra skæve præstegårde til fredede bygninger

Hos Linolie Døre & Vinduer i Vemb bliver gamle vinduer ikke udskiftet – de bliver genskabt. Virksomheden har specialiseret sig i historiske bygninger og specialopgaver, hvor standardmål sjældent er en løsning og hvor håndværk og moderne teknologi går hånd i hånd.

Mange af Linolie Døre & Vinduers opgaver omfatter gamle præstegårde, fredede ejendomme og historiske bygninger, hvor Slots- og Kulturstyrelsen kræver, at de nye vinduer bliver en tro kopi af de gamle.

– Vores kunder kommer, fordi de vil have noget, de ikke kan få andre steder. Det er ikke prisen, der er afgørende. Det er, at vi kan lave det, de gerne vil have, for det er der meget få producenter, der kan, fortæller medejer Leo Holm Madsen.

Vinduesrammerne bliver håndmalet med vindueskit

En niche, de holdt fast i

Da familien købte virksomheden i 2005, var specialiseringen allerede begyndt. De valgte at fortsætte ad den vej. Siden er virksomheden blevet endnu mere fokuseret på historiske
byggerier, restaureringsopgaver og specialdesignede vinduer og døre.

– Vi kunne se, at der var en niche, og at vi havde et produktionssetup, som gjorde det muligt at fortsætte udviklingen i den retning. Så det har vi holdt fast i, siger Leo.

I dag arbejder virksomheden blandt andet for arkitekter, private boligejere og Slots- og Kulturstyrelsen. Opgaverne spænder fra restaurering af fredede bygninger til specialfremstillede løsninger, hvor hvert eneste vindue er unikt.

Når gammelt håndværk møder ny teknologi

Noget af det særlige ved Linolie Døre & Vinduer er, at gamle håndværkstraditioner lever side om side med avanceret teknologi. Vinduerne bliver fortsat håndmalet med linoliemaling, og der bruges traditionelle materialer som naturkit og kernetræ. Samtidig har virksomheden investeret massivt i specialmaskiner, der kan fremstille profiler og detaljer, som de færreste andre producenter kan.

– Maskinerne sætter egentlig ikke grænserne – det gør vores egen kreativitet. Når vi holder op med at tænke, så stopper maskinerne også med at tænke, forklarer Leo.

Kombinationen gør det muligt at fremstille vinduer, der ligner dem, der sad i bygningen for flere hundrede år siden, men med nutidens præcision.

Når historien skal genskabes - detalje for detalje

Nogle opgaver begynder med et enkelt gammelt vindue. Det bliver målt op, tegnet ned til mindste detalje og sendt til godkendelse. Først derefter begynder produktionen. Andre
gange handler det om at få nye vinduer til at passe ind i bygninger, hvor intet længere er lige.

– Vi havde engang en præstegård, hvor bygningen var så skæv, at forskellen fra den ene ende til den anden var omkring 70 centimeter. Vinduerne skulle selvfølgelig følge huset – ikke omvendt.

Den slags opgaver kræver både erfaring og teknisk fleksibilitet. Det er netop den slags opgaver, hvor Linolie Døre & Vinduer kommer til sin ret. Virksomheden har de seneste år
investeret i både nye maskiner og digitalisering af produktionen, så viden og arbejdsgange i højere grad bliver en del af virksomhedens systemer.

Smukke vinduer står på rad og række på fabrikken

Klar til næste generation

Næste generation i familievirksomheden er allerede godt i gang. Sønnen Frederik er blevet medejer og spiller en central rolle i arbejdet med at føre virksomheden videre. I den proces har Sparekassen Thy og Thy Erhvervsinvest været med til at skabe rammerne for det løbende generationsskifte.

– Jeg vil gerne have en bank, der lytter til virksomheden. Ikke en, hvor sagen skal behandles flere steder langt væk, før der kommer et svar tilbage. Jeg vil tale med mennesker, der sætter sig ind i, hvordan vores virksomhed fungerer, og her har vores oplevelse med Sparekassen Thy været meget positiv, afslutter Leo Holm Madsen.