CPR-oplysninger lækket: Vær ekstra opmærksom på svindel
Uvedkommende har fået adgang til CPR-oplysninger og andre personlige data på et stort antal danskere.
Hændelsen har ikke forbindelse til Sparekassen Thy, men vi vil gerne gøre opmærksom på situationen, da de lækkede oplysninger øger risikoen for svindelforsøg, hvor svindlerne bruger oplysningerne til at fremstå mere troværdige.
Sådan kan du passe på dig selv
De aktuelle anbefalinger fra myndighederne er:
- Vær ekstra opmærksom på uventet kontakt
Vær særligt opmærksom på sms'er, opkald og mails, hvor afsenderen bruger oplysninger om dig eller forsøger at skabe tillid ved at kende dit navn, din adresse eller andre personlige oplysninger. - Klik ikke på uventede links
Modtager du en besked med et link, du ikke har forventet, så lad være med at klikke. Gå i stedet selv ind på virksomhedens eller myndighedens officielle hjemmeside, eller ring til det officielle telefonnummer. - Del aldrig fortrolige oplysninger
Udlever aldrig MitID-oplysninger, engangskoder, adgangskoder eller kortoplysninger til andre. Hverken banker, myndigheder eller andre seriøse virksomheder vil bede om disse oplysninger på telefon, mail eller sms. - Overvej en kreditadvarsel
Har du mistanke om, at dit CPR-nummer kan blive misbrugt, kan du oprette en kreditadvarsel på borger.dk. En kreditadvarsel gør det sværere for andre at optage lån eller kredit i dit navn.
Sådan opretter du en kreditadvarsel:
Gå til borger.dk-siden om kreditadvarsel
- Tryk “Selvbetjening” i feltet “Indsæt eller fjern markering om kreditadvarsel i CPR”
- Tryk ”Start”
- Log på med MitID
- Tryk "Opret".
Hvis du senere vil slette kreditadvarslen, (hvis du f.eks. selv ønsker at optage lån) skal du logge ind samme sted og slette markeringen om kreditadvarsel.
Er du i tvivl?
Hvis du bliver kontaktet af nogen, der udgiver sig for at være fra Sparekassen Thy, og du er usikker på, om henvendelsen er ægte, anbefaler vi, at du afbryder kontakten og selv ringer til os på vores officielle telefonnummer.
Du kan også få hjælp og vejledning hos Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37.