Afdelingen i Aalborg med AI skilte

Vi åbner ny full-service afdeling i Aalborg

Med afdelingsdirektør Christian Enemark i spidsen åbner vi dørene i Vingårdsgade medio august og styrker samtidig vores position som en regional aktør i Nordjylland.

Aalborg får nu selskab af endnu en stærk aktør, når vi i Sparekassen Thy udvider med en ny afdeling i den nordjyske hovedby.

Afdelingsdirektør Christian Enemark startede 1. maj og står i spidsen for etableringen af den nye afdeling.

- Noget af det der kendetegner Sparekassen Thy, er både privat- og erhvervskundernes direkte adgang til rådgivning tæt på deres hverdag og med beslutningskraften placeret lokalt. Det efterspørges i stigende grad blandt kunder i hele landet. Mere og mere af kundedialogen omlægges til virtuel kontakt. I Sparekassen Thy tror vi på, at det fysiske kundemøde går hånd i hånd med stærke digitale muligheder, fortæller Afdelingsdirektør Christian Enemark.

Aalborg er klar til en ny bank

Markedet for pengeinstitutter i Nordjylland har ændret sig markant de senere år, hvor fusioner har betydet færre lokale banker med hovedkontor i regionen. Samtidig viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Voxmeter, at knap 40 procent af bankkunderne i Aalborg gerne vil skifte bank, hvis den rette anledning opstår.

– Vi ved, at mange kunder i Aalborg er klar til en ny bank. Det giver os en oplagt mulighed for at vise, at en nordvestjysk bankmodel også er attraktiv i Aalborg. Samtidig har vi 1.600 eksisterende kunder og gode ambassadører i området. Dem kan vi nu tilbyde en endnu bedre og tættere betjening, påpeger Christian Enemark.

Han fremhæver samtidig, at selvstændighed og lokal beslutningskraft er afgørende værdier for Sparekassen Thy.

– Vi tror på, at der også i Aalborg er brug for en bank, hvor man kan tale med mennesker, der kender både kunderne og landsdelen og interesserer sig for, hvad der er på spil for den enkelte kunde, siger Christian Enemark.

Sparekassen Thy er i dag blandt de 15 største banker i Danmark, den 161. største skattebetaler i landet og placerede sig som nummer fire i Voxmeters måling af årets bedste banker i 2025.

Medarbejderne i afdelingen samles for første gang den 3. august, mens selve afdelingen åbner medio august. Startholdet består udover Christian Enemark af ni medarbejdere med stærke kompetencer inden for både privat- og erhvervsrådgivning.

 

Christian Enemark, afdelingsdirektør i Aalborg