Himmerland

Svindel rammer foreninger – pas på jeres fælleskasse

Kriminelle har fået øje på foreningslivet, og det kan koste dyrt. I årets første tre måneder blev der stjålet 8,7 millioner kroner fra foreningskonti i Danmark. Hos Sparekassen Thy opfordrer vi alle foreninger til at tage truslen alvorligt og sikre sig bedst muligt.

Digital kriminalitet udvikler sig konstant, og de kriminelle er hurtige til at finde nye veje, når banker og myndigheder lukker de gamle. Lige nu er det foreninger, der er i søgelyset – så det er fornuftigt at være ekstra opmærksom.

Mange foreninger har en offentlig hjemmeside, hvor svindlerne nemt kan finde oplysninger om bestyrelsen og bruge dem til at manipulere sig til adgang til foreningens midler. Ofte er der kun én person, der har adgang til kontoen – og det gør det nemt for svindlerne at slå til.

Hos Sparekassen Thy anbefaler vi, at alle foreninger tager et kritisk blik på deres sikkerhed og procedurer. Det handler både om, hvilke oplysninger der ligger frit tilgængeligt, og hvordan man internt håndterer økonomien.

Råd til foreningssvindel fra Finans Danmark
Finans Danmark har i samarbejde med en række foreninger udarbejdet en række konkrete råd, som kan hjælpe med at beskytte jeres forening mod svindel:

  • Gennemgå jeres offentlige oplysninger
    Fjern eller begræns adgang til detaljer om bestyrelsesmedlemmer og økonomiansvarlige.
  • Indfør interne procedurer for pengeoverførsler
    Fx at der altid skal være to personer involveret (fire øjne-princippet).
  • Vær kritisk over for henvendelser
    Især dem, der opfordrer til hurtige pengeoverførsler.
  • Skab en kultur med sund skepsis
    Tal åbent om svindel og hvordan man kan undgå det.
  • Kontakt jeres rådgiver
    Vi kan hjælpe med, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der passer til jeres forening med for eksempel beløbsgrænser eller godkendelsesprocedurer.

Læs mere om digital svindel på www.sikkerbank.dk