500-eurosedlen udfases 

Fra den 10. januar 2020 kan 500-eurosedlen ikke længere bruges som betalingsmiddel i Danmark. Ligger du inde med sedlerne, bør du derfor kigge forbi din lokale Sparekassen Thy, for at få pengene indsat på din konto. Sidste dag du kan indløse 500 EURO-sedlen i Sparekassen Thy er den 13/12-2019.

Sidste dag du kan indløse 500 EURO-sedlen i Sparekassen Thy er den 13/12-2019.

500-eurosedlen udfases som et led i kampen mod hvidvask, terrorfinansiering og økonomisk kriminalitet. Det sker efter, at en række konkrete sager både i Danmark og i udlandet de senere år har vist, at 500-eurosedler i stort omfang har været anvendt til kriminelle aktiviteter. Sedlen repræsenterer et stort beløb og gør det dermed let at transportere store beløb over grænserne. Desuden kan den anvendes til betalinger over stort set hele verden. Ved at forbyde dem, gør man det vanskeligere for kriminelle at operere.

Kan ikke bruges efter d. 10/1 2020

Forbuddet betyder, at 500-eurosedlen efter den 10. januar 2020 ikke længere kan anvendes, udleveres, indleveres, veksles, bruges som betalingsmiddel eller overdrages i Danmark. Det er ikke ulovligt at besidde 500-eurosedler, men de kan altså ikke længere anvendes i Danmark efter den 10. januar 2020.

I Eurozonen ophører udstedelsen af 500-eurosedlen endeligt den 26. april 2020, men sedler vil fortsat kunne veksles i alle lokale nationalbanker i Eurozonen.