Prisen til Årets Thybo 2017 blev fredag den 5. januar 2018 uddelt ved Thy erhvervsforums nytårskur.

Sparekassen Thys direktør, Ole Beith, uddelte prisen med disse ord:

Prisen til Årets Thybo er i 1998 indstiftet i et samarbejde mellem daværende Thy Erhvervsråd og Sparekassen Thy og gives til en person, som har markeret sig og gjort THY kendt.

”Årets Thybo" tildeles inden for en af kategorierne: 

  • Erhvervs initiativer
  • Sportslige præstationer
  • Turistmæssige tiltag
  • Kulturelle begivenheder

Udvælgelseskommiteen består af Lederen fra Thy Erhvervsforum Kim Bak Kristensen, Tidl. borgmester Lene Kjeldgaard Jensen, bestyrelsesformand i Sparekassen Thy Jacob Schousgaard, samt undertegnede

Prisen består – udover æren og hæderen – af en bronzestatuette af Limfjordspigen/Thisted. Et kunstværk, der er udført af Henning Wienberg.

Det oprindelige kunstværk har høstet royal anerkendelse, da Henning Wienberg i 1956 fik kunstakademiets guldmedalje overrakt af Kong Frederik den 9.

Rettighederne til reproduktion, markedsføring m.v. erhvervede Sparekassen Thy i 1998.

Prisen skal i år uddeles for 20. gang, og modtageren kommer således i selskab med erhvervsfolk, kunstner, sportsfolk og personer der repræsenterer kulturen.

Årets modtager

Sidste år gik prisen til Niels Chr. Christensen fra transportvirksomheden N.C. Christensen i Hurup, men i år skal vi et helt andet sted hen.

Vi har kun en gang tidligere uddelt prisen til en idrætsudøver, nemlig Jesper Grønkjær tilbage i 1999. I år skal vi uddele prisen til en, der bruger hele verden som sin legeplads. Men med et så stort Thybo-drive, at det smitter af på hele vores område.

Prisen går i år til en person, der har vundet verdensmesterskabet fire gange. En person, der viser vejen for den næste generation, men som også aktivt driver sin egen virksomhed og sit eget brand med stor internationale sponsorkontrakter, men heldigvis også lokale.

Kommiteen har i år glæden at uddele prisen som årets thybo til den 4 dobbelte verdensmester i Stand Up Paddeling, og indehaver af Viking Adventures. Casper Steinfath.

Motivering

Det her kunne have været årets sportspris – men så ville vi have været forud for det store show på lørdag, hvor jeg ved, at Casper også er deltager.

Nej det er jo meget større – det er jo prisen som årets thybo.

Casper er 24 år, og trådte for første gang ind på scenen som verdensmester i 2013 ved at vinde mesterskabet i Peru – I øvrigt en afslutning der er symboliseret af et af verdens bedste fair play billeder, hvor de 2 kombetanter giver hinanden hånden kort før mål og inden slutspurten på land med ordene ”may the best man win”.

Titlen blev genvundet i 2014 i Nicaragua og 2016 i Fiji øerne, mens vi alle vist er klar over, at det også blev til det fjerde mesterskab på dansk grund her i 2017.

En helt enestående præstation af en ung gut på i dag blot 24 år, og når man snakker med Casper synes det helt forkert, at han kun er 24 år.

Topprofessionel på alle leder og kanter, og nu er det relevant at komme ind på, hvorfor Casper er årets prismodtager.

Casper du er helt igennem Thybo – uanset hvor du er.

Du har med din passion for din sport, og den egn du er grundet af, skabt noget helt unikt, og bidraget til at gøre Thy større og mere populær.

Du har samtidig med din personlighed og positive livssyn brugt enhver lejlighed til at promovere Thy.

Jeg har hørt dig i forskellige interview eller taler, og du benytter enhver lejlighed til at nævne dit geografiske ophav.

For et stykke tid siden deltog du, efter et verdensmesterskab, i radioprogrammet Liga, som jeg lyttede til på vej i bilen. Den søde radiovært var meget interesseret i din sport og dine resultater, og det siger vel egentlig sig selv.

- Men på en eller anden måde skiftede interviewet retning.

Måske kiggede hun på din cap og håret indenunder, hvor hun spurgte, hvordan man egentlig holder sådan noget garn, når man er på farten 9 måneder om året?

For dig var det ret simpelt at besvare, for du kunne med dit smil – der kunne fornemmes helt ind i min bil, fortælle, at hver gang du var hjemme i dit elskede Thy, lige måtte en tur forbi verdens bedste frisør Hanne Lykke i Thisted.

- Herefter fik radioværten ikke et ben til jorden. Du fortalte om Thy – og om alt det fantastiske vi har her på egnen. Vi ved det godt alle, der er her idag, men du gør en stor indsats for at udbrede det – overalt hvor du færdes.

Jeg tror, at mange gerne vil takke dig for det – jeg vil i hvert fald.

Den oplagte kandidat

Jeg ved fra den virksomhed, jeg repræsenterer, at det er blevet lettere at være thybo og lettere at tiltrække forretninger.

Det at formidle viden og passion om Thy er ikke den eneste grund til, at du er en oplagt kandidat som årets prismodtager.

Du involverer dig nemlig ved også at tage den næste generation under dine vinger, hvor vi allerede har set noget af resultatet i de præstationer som unge Christian Andersen har leveret.

- Jeg ved godt at du er lidt ærgerlig over at du har trænet ham så godt at han er en meget hård konkurrent. 

Du er bare ikke så selvvisk – du deler gerne ud af din store internationale erfaring i en alder af blot 24 år – Det synes jeg er meget imponerende, og dermed er du med til at sikre at verdenseliten indenfor din sport også i fremtiden kommer fra Thy. Det kaldes at tage ansvar.

CopenCold Hawaii

Helt naturligt er det også at nævne din indsats for at promovere det store verdensmesterskab i 2017 på dansk grund, der jo fandt sted i et samarbejde mellem København og Thy  - Copencold Hawaii.

Du har stillet dig selv til rådighed for at projektet skulle blive intet mindre end det bedste verdensmesterskab nogensinde. Du har været frontfigur i markedsføringen.

Arrangementet er foreløbigt belønnet med en nominering til prisen som World Paddle Awards – hvor du i øvrigt også personligt er nomineret.

Jeg ved godt at det ikke alene er din fortjeneste. Mange har en aktie i projektet og stor ros til alle involverede. Men du gik all in for at bidrage til at promovere projektet. Du kunne have trænet og været selvvisk omkring dine resultater – men nej sådan er du ikke.

Så kort fortalt, skal du have prisen for :

  • Dine helt utrolig sportslige resultater
  • Din evne til at promovere vores egn 24/7/365
  • Din vilje til at træne kommende verdensmestre fra Thy
  • Din indsats i forbindelse med Copencold Hawaii.

og tak fordi du aldrig glemmer Thy.

Dit næste mål håber jeg bliver, at du får din disciplin på OL-programmet og at vi kan se dig eller en anden thybo (trænet af dig) stå øverst på skamlen. – eller at du måske indfrier dit mål om at krydse skagerak – som de gamle vikinger. 

Jeg vil gerne på kommiteens vegne takke dig for din indsats for vores egn

Med disse ord vil jeg ønske dig et stort tillykke med hæderen og overrække dig prisen som Årets Thybo 2017.