I starten af august kunne Sparekassen Thy offentliggøre, at Viborg bliver næste destination. Og siden da er der gættet lystigt på, hvem der skal stå i spidsen for den nye afdeling.

Flemming Nyvang, der kommer fra et job som erhvervskundechef i Djurslands Bank, er ansat som afdelingsdirektør for Sparekassen Thys afdeling i Viborg. Et job han glæder sig meget til.”Det er en spændende rejse, jeg er startet på med Sparekassen Thy, og jeg har allerede nu et super godt indtryk af min nye arbejdsplads, fortæller Flemming Nyvang”.

Stor erfaring og lokalkendskab
Flemming Nyvang skal naturligvis arbejde med ledelse i afdelingen. Men han vil også være at finde i marken som rådgiver for erhvervskunder ligesom han vil gøre brug af sit store lokale netværk, kendskab og erfaring i lokalområdet.

Erfaringen i finansbranchen er skabt siden 1984, hvor Flemming blev ansat i Nordea. I 2000 skiftede Flemming til Sparekassen Kronjylland i Viborg, hvor han var afdelingsdirektør indtil 2013. Herefter har Flemming været erhvervskundechef i Sparekassen Kronjylland i Silkeborg og siden 2016 udført samme rolle i Djurslands Bank.

Det er dejligt at være tilbage i Viborg efter nogle år andre steder, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang i Viborg som jeg fra tiden i Sparekassen Kronjylland kender særdeles godt. Jeg befinder mig allerede godt i selskabet med de mennesker jeg indtil nu har mødt i Sparekassen Thy og ved at Sparekassen Thy’s grundværdier med det at være i øjenhøjde med kunderne, levere solid rådgivning, hurtige svar og være tilgængelig passer perfekt til mig, siger Flemming Nyvang

Rådgiver til både privat- og erhvervskunder
I Sparekassen Thy er man i fuld gang med at sammensætte holdet på forventeligt 6-7 medarbejdere, der fremover skal betjene privat- og erhvervskunder i området. Afdelingens kommende domicil er også ved at falde på plads, men vi mangler lige et par detaljer, inden vi kan fortælle mere om det, siger sparekassens direktør Ole Beith.