Årets Thybo blev Jes Holm Sørensen

Prisen Årets Thybo blev uddelt ved Thy Erhvervsforum´s nytårskur på Hotel Hanstholm, fredag den 9. januar.

Sidste år gik prisen til Hans Peter Jarl Madsen som repræsentant for Thy Rock, og i år blev det en markant skikkelse fra fiskerierhvervet.
 
Hæderen gik til indehaver af Hanstholm Fiskeauktion, Jes Holm Sørensen, der har ydet et stort bidrag til lokaludviklingen. Ikke bare af egen virksomhed, men hele samfundet.

Højt serviceniveau

Direktør for Sparekasssen Thy, Ole Beith, fremhævede blandt andet Jes´store betydning for den lokale udvikling af fiskerierhvervet.

"Hanstholm Havn har udviklet og fastholdt en position som ”Danmarks største fiskerihavn” –  en betydning som vi nok alt for sjældent tænker på.

Et sådant mærkat kommer man ikke sovende til, og det kræver hårdt arbejde hver dag at fastholde", sagde Ole Beith i sin tale til prismodtageren og fortsatte:

"Du tænker service overfor kunderne. Det er ikke usædvanligt, at du selv modtager kunder på alle tider af døgnet på kajen i Hanstholm.

Det gør du for at sikre dem en god modtagelse, og et højt serviceniveau. Det er medvirkende til, at de også lander i Hanstholm næste gang.
Og så naturligvis også det at du kan fremskaffe gode priser, - ikke at forglemme".

Autoritet og glimt i øjet

Ole Beith fortalte, at Jes er god til at finde den rette balance og evner at styre handlen i land, så både sælger og køber er tilfredse.

Jes Holm Sørensen er en vellidt auktionsmester. Der er både autoritet og glimt i øjet, når kassen får et slag med stokken og handlen bliver afsluttet.

Hanstholm Fiskeautktion blev også de første i hele verden, der solgte fisk efter MSC standarder, der er standard for sporbarhed og bæredygtigt fiskeri.

Ole understregede fiskerihavnens betydning for nordvestjylland, og Hanstholm Fiskeauktions betydning for denne succes gennem to generationer.
 
Ole Beith overrakte derefter det synlige bevis på hæderen, nemlig den flotte Thisted Pigen/Limfjordspigen-bronzestatuette.

Syttende gang

Det er 17. gang prisen bliver uddelt og modtageren kommer således i selskab med erhvervsfolk, kunstnere, sportsfolk og kulturpersonligheder, der alle har haft betydning og positiv indvirken på udvikling og promovering af Thy.

Prisen blev indstiftet i 1998 i et samarbejde mellem daværende Thy Erhvervsråd og Sparekassen Thy.