Sparekassen tilbyder kreditter og lån, hvor renten afhænger af udviklingen på pengemarkedet.

Renten er derfor sammensat af en pengemarkedsrelateret rentesats samt et variabelt tillæg, der består af dels en marginal til sparekassen samt et likviditetstillæg afhængig af omkostningerne ved at fremskaffe likviditet.

Tilbud om udskiftning af CIBOR-rentesatser

Finansrådet indgik sammen med Realkreditrådet og Realkreditforeningen i efteråret 2012 en aftale med og Erhvervs- og Vækstministeriet vedrørende referencerenter.

For at styrke tilliden til de danske referencerenter blev det aftalt at etablere en ny referencerente baseret på CITA renteswaps som et supplement til den danske CIBOR rente.

Fordelen ved CITA renteswaps er, at der er et likvidt underliggende marked, hvorimod det underliggende marked for CIBOR har været vigende gennem en årrække.

Sparekassen Thy tilbyder derfor fra 1. juli 2013 et lån/kredit, der er baseret på CITA.

Forskellen på CIBOR og CITA

Forskellen mellem CIBOR og CITA er primært, at CIBOR indeholder et element af kredit- og likviditetsrisiko, hvorimod CITA-renteswaps alene er en rentesikring.

Udlån baseret på CITA referencerenten vil derfor indeholde et kredit- og likviditetstillæg, der tager højde for, at CITA renten ikke afspejler en egentlig udlånsrente, som CIBOR gør.

Såfremt en kunde skulle vælge at indgå en låneaftale baseret på CITA renteswap referencerenten, vil der derfor være et kredit- og likviditetstillæg, som afspejler prisen og risikoen ved at binde penge i et lån/kredit.

I en CITA renteswap byttes den daglige T/N (Tomorrow/Next)-rente mod en fast rente aftalt ved indgåelse.

Den faste rente udtrykker forventningen til gennemsnittet af den usikrede T/N-rente over swappens løbetid. Da T/N-satsen dækker lån i én dag, befinder den sig på det kortest mulige sted på kredit- og likviditetskurven. Dette betyder, at lånet indeholder mindre kredit- og likviditetsrisiko end f.eks. et CIBOR-lån.

Læs eventuelt mere på Finansrådets hjemmeside