Tirsdag, 12. januar 2010 14:45

Tillidserklæring til Sparekassen Thy
- højeste garantkapital nogensinde
Garantkapitalen i sparekassen øges dag for dag og er nu på det højeste niveau nogensinde, nemlig tæt på 200 mio. kr., hvoraf kunderne har indskudt godt 150 mio. kr..
Det tager vi som et stort skulderklap og som en stor tillidserklæring til sparekassen, udtaler direktør Ivan Christiansen, og vi kunne uden tvivl have væsentlig mere garantkapital, hvis vi ikke havde indført et maksimalt indskud på 100.000 kr..
Vi vil imidlertid gerne sikre os, at vore kunder kun løber en begrænset risiko, idet garantkapitalen indgår i sparekassens egenkapital og dermed ikke er omfattet af nogen form for indskydergaranti.
Pengene er ikke bundet
Vi har ikke på noget tidspunkt haft lukket for indløsning af garantkapital, fortæller Ivan Christiansen, og det har vi heller ikke planer om.
Vi er i den fordelagtige position, at vi er forholdsvis uafhængige af vores garantkapital, der kun udgør en mindre del af den samlede egenkapital. Vi er med andre ord et ganske solidt pengeinstitut, der oven i købet har en fornuftig drift af de daglige forretninger.
4 ,25%
Det er i øvrigt også attraktivt at indskyde garantkapital, idet renten er 4 ¼ % p.a. for indskud over 20.000 kr.. Alle kan indskyde, også de der alene ønsker at indskyde garantkapital.